Siden mødet i Frederikssund Byråd onsdag den 28. maj har det ligget fast, at Columbus genoptager sejladsen - og den 1. juli kl. 8.30 sker det :-)
Da sejler færgen sin første tur mellem Kulhus og Sølager i år, og herefter er den fast rutefart sæsonen ud. Mød op og vær med tirsdag.
I styregruppen arbejder vi også på et lille event - en fejring - senere på ugen, da vi forventer meget snart at have vores næste parti Columbus øl klar; denne gang på dåse. Det skal da fejres. Så vi håber at være på færgen og sælge den - og dele gratis klistermærker ud - i nærmeste fremtid!
Alt ånder dog ikke fred og fordragelighed.
Nok er en skipper og besætning på plads efter Byrådets beslutning, men Columbus er gammel og udtjent. Så selv om den nu bliver renoveret endnu engang, så lever den på lånt tid. Og det er en forholdsvis dyr spøg at holde den sejlende. Derfor fortsætter arbejdet også for at få sikret en mere fremtidssikker løsning i form af en ny færge, inden det er for sent.
I styregruppen sendte vi da også allerede den 2. maj 2024 et brev til hele Frederikssund Byråd, med kopi til borgmester Steffen Jensen i Halsnæs Kommune.
I brevet opridser vi de muligheder vi ser, for at bevare overfarten mellem Kulhuse og Sølager med en bilfærge.
Se henvendelsen til byrådet med bilag 1 (KL-notat om finansiering) og bilag 2 (forslag til køb af færge).
Netop den løsning vil vi hen over sommeren 2025 igen presse på for, at man arbejde videre med, og beslutter i de to kommuners byråd ved budgetaftalerne til efteråret.
Den 12. august 2024 udgav vi Sangen ’BEVAR OVERFARTEN’. Sangen er skrevet og komponeret af sangskriver, sanger og musiker Mads Westfall til støtte for vores arbejde i styregruppen, med at bevare færgeoverfarten mellem Kulhuse og Sølager - og i videoen medvirker også Anders Blichfeldt, Tanja Hollerup, Morten Marker og Steen Svanholm. Videoen er sat sammen af Ketil Teisen.
I løbet af den første gode uges tid, opnåede musikvideoen godt 235.000 afspilninger på vores Facebookside. Hertil skal lægges afspilningerne på YouTube og diverse streamingtjenester.
Tusind tak for den helt fantastiske medvind!
Få vores klistermærke
Vores logo er produceret og uddelt som klistermærke i små 15.000 eksemplarer efterhånden. Det egner sig fortrinligt til at sætte på baguden af bilen, på tasken, traileren, postkassen eller et helt fjerde sted, hvor det kan sprede budskabet om at bevare færgeruten.
Men hold udkig her på siden og på vores Facebookside.
Vi arbejder på flere initiativer, for i den kommende tid at sætte fokus på færgerutens betydning.
Følg med på vores Facebookside:
Med 60.000 passagerer i 2023 - heraf cirka 12.000 cyklister, er ruten af vital betydning for liv og udvikling i både Sølager og Kulhuse, og bringer mange turister begge veje, da den er en del af samarbejdet om "De 4 færger" Isefjorden rundt.
Kulhuse Strand er også Blå Flag-strand, og både i Sølager og Kulhuse ligger store campingpladser og mange sommerhuse, for hvem færgeruten er vigtig. Ja, Frederikssund Kommune har sågar i 2022 indviet ny cykelssti fra Jægerspris til Kulhuse - en cykelsti til over 20 millioner kroner, fordi mange cykelturister benytter den på deres tur fjordene rundt. Det vil ikke længere være muligt, hvis færgen er væk!
Den eksisterende færge, M/F Columbus, har kendt bedre dage og det er inden for få år nødvendigt at anskaffe en ny færge.
Det har vist sig vanskeligere end som så, da det er en stor investering, som Frederikssund Kommune vanskeligt kan løfte alene - og Halsnæs Kommune har hidtil kun villet bidrage til driften af færgen; ikke til at købe en ny.
Derfor er vi en lokal styregruppe bestående af borgere, erhvervsdrivende og politikere fra Halsnæs og Frederikssund Kommuner, som er gået sammen for at arbejde for at bevare vores færgerute.
Første initiativ er en underskriftsindasmling - men inden for kort tid kommer der til at ske meget andet.
Vores mål er, både at sikre kommunernes støtte til en fortsat drift af færgeruten, men også at rejse den fornødne finansiering til at investere i en ny el-færge.
Styregruppen består af lokale folk fra Halsnæs og Frederikssund Kommune.
Dobbeltklik her for at tilføje din egen tekst.